top of page

Fynsk øko-virksomhed vinder pris for mest unikke produkt

Den lille fynske øko-virksomhed Q Organic har vundet prisen ’Most Unique Product 2015’ for deres helt nye økologiske rå kakao-nibs. Prisen blev overrakt af det svenske magasin Mattrender på den nordiske økologi-messe, Nordic Organic Food Fair, der løber af stablen i Malmø disse dage.

- Det er en utrolig stor ære at vinde prisen for det mest unikke produkt på en messe, hvor der er så fantastisk mange spændende økologiske varer, siger Marisol Gamarra, der er indehaver af Q Organic.

Virksomheden deltager i disse dage på den danske fællesstand på Nordic Organic Food Fair, og Q Organic har benyttet lejligheden til at lancere flere nye produkter – bl.a. Organic Raw Cacao Nibs lavet på Criollo-bønner med Yacon-sirup fra Peru, hvor Marisol Gamarra selv kommer fra.

Ud over at produktet ifølge Marisol har fået en god modtagelse af indkøberne på messen, blev det i går aftes også hyldet med prisen ’Most Unique Product 2015’, som blev overrakt af magasinet Mattrender.

- Det er virkeligt dejligt at få den anerkendelse og en pejling af, at vi har ramt rigtigt. Vi har arbejdet rigtigt hårdt på udviklingen af produktet og er meget stolte over det, siger Marisol Gamarra. Læs mere

bottom of page